Sabina Højgaard kunne ikke leve sundt nok. Hun trænede hver dag, spiste næsten kun frugt, grøntsager og fedtfattigt kød, og følte egentlig ikke, at det var forkert. Først da hun fik at vide, at vægten stod på 38 kilo, forstod hun, at den sunde livsstil havde taget magten over hende.
Af Julie Mabeck(U-)SUND HVERDAG: Det var svært at se på Sabina Højgaard, at der var noget galt med hendes kost- og motionsvaner. Hun spiste sundt, var meget fysisk aktiv, passede sit job som pædagogmedhjælper og var normal af både højde og drøjde.
”Folk omkring mig kunne ikke rigtig finde ud af, hvad der var galt. Jeg spiste jo mad, det kunne de se, så jeg kunne ikke have anoreksi. Og jeg kastede ikke op efter måltiderne, så bulimi kunne det heller ikke være. Men de kunne godt se, at jeg blev mere og mere zombie-agtig,” fortæller hun.
For fem år siden ændrede Sabina sine levevaner. Hun begyndte at træne mere og mere, og til måltiderne begyndte hun at vælge madvarer fra, som ellers havde været en fast del af barndommens aftensbord og i stedet kun spise grøntsager og kød. Langsomt udviklede det sig til en sygdom, som hun i dag kalder ortoreksi.
Kunne ikke blive sundt nok
Sabina gik mere og mere op i sin sundhed, kost og motion, og kostråd blev en stor del af hendes hverdag. Men
til forskel fra anorektikere, der fokuserer meget på vægten, gik hun ikke op i, hvor meget hun vejede, eller hvordan hendes krop tog sig ud foran et spejl.
”Jeg tænkte slet ikke på min vægt. Jeg er vokset op i et hjem uden badevægt, og er vant til, at man tilpasser sin vægt, efter om tøjet sidder løsere eller strammere, end det plejer. Jeg var så fokuseret på sundhed og kost, at jeg slet ikke kunne få motion nok eller leve sundt nok,” fortæller hun.
Men Sabina Højgaards vægt begyndte at gå ned, selvom hun var normalvægtig. Meget ned. Hun købte nyt tøj, der passede bedre, men tænkte ellers ikke så meget over det. Hun intensiverede derimod træningen med daglige løbeture og styrketræning i motionscenteret efter arbejdstid, for at føle sig sundere. Og sundere. Og sundere.
Familien sagde stop
I løbet af et halvt år tabte Sabina 15 kilo og familien blev bekymret. En dag kom hendes far hen til hende, gav hende et stort knus og sagde, at de kunne se, at hun ikke havde det godt, og at de var bekymrede for hende. Så bekymrede, at de havde bestilt en tid til en snak hos lægen.
”Det var en superfed måde at gøre det på, selvom jeg brød fuldstændig sammen. Jeg erkendte, at der var noget galt med det samme og tog med til lægen,” fortæller Sabina. Hos lægen ventede der dog endnu en ubehagelig overraskelse.
”Lægen bad mig stille mig op på vægten, og første gang jeg gjorde det, fik jeg virkelig et chok. For jeg vejede kun 38 kilo. Der fik jeg øjnene op for, hvor slemt det var,” fortæller Sabina. Sabina kom i behandling ved hjælp af sin egen praktiserende læge. Selvom tankerne ikke styrer hendes hverdag mere, så føler hun sig ikke 100 procent rask, men det er tæt på.
”Der er nogle ting, der kan trigge det, men nu kan jeg godt få tankerne, uden at falde i igen,” siger hun.
Der skal mere fokus på ortoreksi! Jeg lider selv af ortoreksi. Nu i mindre grad end for et halvt år siden. Men jeg tænker stadig uafbrudt på mad og motion, træner minimum 14 timer om ugen – og det er ikke lavintensitet, der er tale om. Planlægger min mad, har regler der skal overholdes og følges.
Jeg tilrettelægger ugens motionplaner hver søndag
Ortoreksi kan gribe om sig og få høje konsekvenser! Hvordan får vi skabt mere fokus? En af konsekvenserne for mig er, at jeg i dag ikke kan få børn – i hvert fald ikke uden hjælp!!!