Har du mistanke om, at du selv, eller nogen du kender, har ortorektiske tendenser? Det kan være svært at se det, men faresignalerne er blandt andet ændringer i livssynet, overdrevet fokus på at tælle kalorier og dyrke motion eller fravalg af sociale situationer
Af Julie MabeckSYG SUNDHED: En af de svære ting ved ortoreksi er, at ortorektikere jo i princippet lever sundt. De er hverken madfornægtere eller nødvendigvis iøjnefaldende tynde. De kaster ikke op som bulimikere, eller gemmer maden som anorektikere kan gøre det. Og deres madvaner kan være svære at sætte en finger på.
Men selvom der er ikke umiddelbart er nogle tegn, så er de der alligevel – man skal bare være opmærksom på dem. Rachel Santini har mange års erfaring med behandling af spiseforstyrrelser som ortoreksi ved privathospitalet Kildehøj. Derfor ved hun, hvad du som pårørende skal holde øje med.
”Hvis et familiemedlem eller en ven begynder at ændre livssyn og bliver mere og mere sundhedsfikseret og dermed mere fraværende eller eventuelt stresset, pludselig fokuserer meget på kalorieindholdet i mad, eller at alt skal være økologisk, kan det være de første tegn på, at noget er galt,” forklarer hun.
Fravælger fællesskab
En anden ting, du som pårørende bør bide mærke i, er, om din nærmeste begynder at fravælge situationer, hvor han/hun kan blive tvunget ud i at spise usundt. Ginny Rhodes er formand for Foreningen af Kliniske Diætister i Danmark og kender udmærket til faresignalerne omkring ortoreksi.
”Det er et faresignal, hvis man for eksempel konsekvent begynder at gå uden om lagkage og kakao til fødselsdage, aldrig tager af snack-skålen, takker nej til mælk i kaffen, selvom man altid har drukket det med mælk. Måske begynder man endda at drikke te i stedet for kaffe, ” siger hun. Rachel Santini supplerer:
”Usund kost er jo egentlig mest usundt i mængder. Der er jo ingen, der bliver usunde af et enkelt måltid, men for en ortorektiker, opleves det sådan. De føler, at de er usunde, uanset hvor lille en mængde, de spiser. Derfor vil de typisk begynde at fravælge sociale situationer, hvor de bliver tvunget til at spise noget usundt,” forklarer hun.
Overdreven motion
Det kan også være værd at holde øje med, hvis din nærmeste optrapper sine træningsvaner til et ekstremt niveau. Der er selvfølgelig intet galt i at dyrke motion, men læg mærke til, om han/hun virker afslappet eller anstrengt i forhold til sin træning.
”Ortoreksi er en spiseforstyrret adfærd, der også kommer til udtryk på det fysiske område. Derfor vil ortorektikere mange gange fokusere overdrevet på at motionere,” siger Rachel Santini.
”Ortorektikere har det ofte med at dyrke overdreven motion. Der en del af deres sundhedsopfattelse. Derfor kan en løbetur hurtigt blive til en lang løbetur, som så pludselig bliver til løbetur hver dag eller ambitioner om en halvmaraton. De skal hele tiden være sundere,” forklarer Ginny Rhodes.
Læs også om, hvordan du tager hul på den svære samtale om spiseforstyrrelser.
